Masnedøfort
Velkommen til hjemmesiden om Masnedøfort
Dette er historien om Masnedøforts tilblivelse, historie og afvikling.
Du får forhåbentlig ved gennemgangen en fornemmelse for formål og indretning af dette militærhistorisk sted. Området er i dag frit tilgængeligt for alle, og alene det at stå på toppen af Fortet med udsigt over vandet giver et indtryk af dette steds strategiske og historiske betydning
Adgang til dele af det underjordiske anlæg opnås lettest ved at besøge kunstud-stillingerne, som nu har indtaget Fortet hver sommer.
Den Sjællandske Ø-gruppe
Gennem tusind årI mere end tusind år har farvandet omkring Masnedø spillet en central rolle for skiftende kongers krigsførelse.
Ved Masnedø samledes flåden inden biskop Absalons togter mod Venderne på Rügen, og under Svenske- og Englandskrigene blev overgangen over Storstrømmen vogtet fra øen.
Ustandselig er øen blevet hvirvlet ind i begivenhederne, idet dens placering ud til et af de vigtigste gennemsejlingsfarvande mellem Skandinavien og det øvrige Europa har været central.
Masnedø havde tidligere lagt jord til forsvarsværker, idet der allerede i 1808 opførtes et lukket kanonbatteri, en såkaldt redout, der først blev opmålt i forbindelse med nedlæggelsen i 1835.
Dette batteri suppleret med et tilsvarende batteri ved Orehoved samt endnu et på Masnedø Kalv kunne beherske farvandet mellem Sjælland og Falster. Masnedøbatteriet havde fire stk. 12-punds kanoner, på Masnedø Kalv var placeret tre stk. 24-punds kanoner, og på Falstersiden var der seks stk. 36-punds kanoner samt en 100-punds morter.
Kendsgerningen, at det nærliggende Storebælt var den vigtigste udsejling fra Østersøen til det åbne hav, spillede en stadig større rolle i de strategiske overvejelser, der måtte lægges til grund for Danmarks forsvarsplaner.
Dette kulminerede i forbindelse med Forsvarsloven af 1909, hvor der blev bevilget 5 millioner kroner til kystbefæsningsanlæg til sikring af Sjællands kyst og til støtte for søforsvaret.
For at sikre forbindelsen mellem Sjælland og den Lolland-Falsterske øgruppe blev Masnedøfort anlagt som det centrale punkt.
Fortet blev opført i årene 1912 - 15, og meldt kampklart i maj 1915. Kostprisen var 445.000 kr. inklusiv ekspropriering af 45.000 kvadratmeter jord.